Så skete det. Efter mange års forberedelser, venten, skuffelser og her til sidst glæde er Roskilde Golf Klubs stærkt forbedrede 9-huls bane, Skjoldungen, åbnet.
Nu er banen en rigtig golfbane – ikke bare en midlertidig foranstaltning med måtte-teesteder og greens lagt op på små forhøjninger og på et areal, der sikkerhedsmæssigt er for lille. En bane, der kan bruges til at spille sig ned i handicap, som både begynderne og de rutinerede kan have fornøjelse af. En bane med teesteder, greens og fairways bygget op efter nutidens standarder.
En kortere bane, der formentlig kan spilles på halvanden times tid og derfor kan være attraktiv for mange af de medlemmer, der ikke kan sætte tid af til en fuld runde på 18-hullers banen, Store Skjold.
Åbningen skete tirsdag den 5. juli 2022. Først blev der holdt en seance med naboer, banens sponsorer og klubbens samarbejdspartnere, som efterfølgende fik en rundvisning på banen og derefter var medlemmerne indbudt.
Her holdt formand Kim Møller Behrend tale sammen med banekonsulent i Dansk Golf Union, Thomas Jepsen – og sidstnævnte klippede derefter den røde snor over som tegn på baneåbningen sammen med chefgreenkeeper Nick Bosholdt.
Godkendt med det yderste af neglene
Formand Kim fremhævede mange, der har bidraget både fra klubben og fra andre steder – fx i kommunen. Han fortalte også om den nervepirrende junidag i 2020, hvor golfklubben på byrådets møde pludselig blev en del af et politisk spil om hele kommuneplanen og med det yderste af neglene (stemmeflertal på en) fik lokalplanen for golfbanen godkendt.
Kim takkede også Dansk Golf Union, Roskilde Tekniske Skole, naboer, nationalpark Skjoldungernes Land, entreprenør Lars Thygesen fra Hovholm og andre samarbejdspartnere for deres støtte og opbakning til projektet. Det samme gælder frivillige i klubben og de forskellige bestyrelser, der gennem årene har haft den nye bane på dagsordenen. I nyere tid har det fx været Ejvind N. Jensen, der har bidraget i forbindelse med finansieringsudfordringerne og Uve Jessen, der har hjulpet som projektleder.
Tre skal fremhæves – Jan, Nick og Anders
Formanden nævnte dog specielt tre personer, som har en særlig aktie i, at Skjoldungen endte med at blive en realitet.
Den ene er tidligere formand Jan Eriksen, som via sit netværk flere gange har hjulpet med at få løst tingene, når der var knuder på tråden og som også har bidraget meget i forbindelse med lokalplanarbejdet.
Den anden er chefgreenkeeper Nick Bosholdt og hans stab, som har brugt rigtig mange timer på at tilrettelægge en så god bane som muligt – og som er lykkedes med det.
Endelig sagde Kim Møller Behrend stor tak til daglig leder, Anders Schnack.
”Uden hans store arbejde med at holde alle bolde i luften var vi ikke kommet i mål. Der har været mange knaster undervejs igennem de sidste seks år og hver gang har du fået projektet igennem og på sporet. Du er i besiddelse af en speciel evne og stædighed til at få gennemført de ting, du har sat dig i hovedet.”
Roskilde i førertrøjen
Også Dansk Golf Unions repræsentant på dagen, banekonsulent Thomas Jepsen, havde roser i sin tale – først og fremmest for den nye bane.
”Jeg har været meget spændt på i dag. Selv om golfsporten er i fremgang og på landsplan har omkring 165.000 spillere, så er det en sjælden begivenhed, at en klub åbner ni nye huller og jeg kan godt forstå, at det er en stor dag for Roskilde Golf Klub, at der nu kommer en god 9-hullers bane, som man kan blive handicapreguleret på.”
Thomas Jepsen roste også klubben for på mange måder at være unik:
“I er en dygtig samarbejdspartner og siger næsten altid ja, når vi i DGU har gang i et projekt, vi gerne vil prøve af ude i en klub. Samtidig kører I selv mange projekter på egen hånd, ikke mindst inden for natur- og miljø med jeres selvudviklede CO2-beregner og jeres arbejde med FN’s verdensmål. Det er der ikke mange andre klubber, der gør jer efter. Det sætter jer i en unik position, at I på den måde er i førersædet. Hertil kommer jeres arbejde med rehab-golf, hvor I også er førende,” sagde Thomas Jepsen.
Læs mere:
Herunder er der billeder fra taler og snoreklip: