En gruppe på 40 medlemmer gjorde tirsdag den 26. april en ekstra god gerning samtidig med, at de fik en rundvisning på klubbens nye 9-huls bane, Skjoldungen. Udover at lære lidt om banens opbygning så var der også lidt arbejde i spadsereturen. Bevæbnet med spader og små skovle hjalp medlemmerne nemlig med at fjerne sten, der lå i overfladen på de nye greens og fairways.
Det var en gruppe glade folk, der samlede sten op i spande, for den nye bane ser bedre og bedre ud. Græsset gror fint og når man går på området får man en god fornemmelse af de udfordringer, der venter, når banen bliver taget i brug.
Der er stadig huller i enkelte greens og på teesteder efter at dyr i området har gravet og der mangler stadig robusthed i græsset plus en omgang med tromling, når området har fået en gang regn, så det er fortsat umuligt at sige, præcis hvornår banen åbner. Det tætteste, vi kan komme, er at det bliver henover sommeren.
Herunder kan du se billeder fra stensamler-dagen. Den sluttede med en øl/vand på klubbens regning – og som ekstra gevinst stillede Roskilde og Omegns Lystfiskerforening med en mand, der fortalte lidt om fiskeklubbens gydehus – det ligger ved siden af toilettet mellem hul 3 og 4 ved greenkeepergården.