Hvert år uddeler Roskilde Golf Klub prisen ”Årets ildsjæl” og i 2022 har bestyrelsen valgt, at æren skal gå til Anne Sofie Siebuhr, medlem af ungdomsudvalget og kvinden bag mikrogolf i Roskilde.
Anne Sofie fik overrakt prisen på generalforsamlingen torsdag den 31. marts 2022.
Hun følger i kølvandet på en række andre ildsjæle, der siden 2011 har fået overrakt prisen. Den blev indstiftet af nu afdøde Bent Østergaard, da han i 2011 fik overrakt Roskilde Idræts Unions ildsjælspris.
”Jeg tror, at årets udnævnelse ville have glædet Bent Østergaard ekstra meget, da Anne Sofie lige som Bent selv har et stort hjerte for ungdomsarbejdet i Roskilde Golf Klub,” sagde formand Kim Møller Behrend i forbindelse med overrækkelsen af prisen.
Anne Sofie har nemlig mikroerne som sit specielle område i ungdomsudvalget. Hun samler hver onsdag i sæsonen med stor gejst ca. 20 glade børn og deres forældre/bedsteforældre til mikrotræning.
Her er lidt uddybning af Anne Sofies meriter – taget fra formandens tale:
- Hun formår at få motiveret forældre og bedsteforældre til at deltage aktivt og uge efter uge at komme tilbage til onsdagstræningerne
- Hun har et godt humør, er utrættelig og laver sjove træninger med børnene – herunder også hendes egne to børn
- Hun er initiativtager til mikro events/turneringer, heriblandt Super6 og Jungletræf, som afholdes i hele distrikt 5 Øst
- Hun har også formået at aktivere hendes mand, Morten, der blandt andet har fremstillet flotte putteforhindringer (Roskilde Domkirke, Orange Scene, m.fl.), som bruges til mikrotræning på puttebanen
- Sidst men ikke mindst er årets ildsjæl en vigtig del af ungdomsudvalget, hvor hun yder en kæmpe indsats
Læs mere:
Herunder kan du se billeder fra overrækkelsen: