Et liv i golfklubben med put og pas – Grete Larsen 90 år

Hver mandag aften sidder hun troligt på sin plads i klubhuset med et lønligt håb om at gøre en god figur i dagens konkurrence sammen med sin makker, Ingelise Torp. Torsdag ved middagstid er hun der igen, denne gang uden makker.

Det er der sådan set ikke noget usædvanligt i. Mange af klubbens medlemmer kommer forbi mindst et par gange om ugen – Grete Larsen har dog en status, som meget få andre har. Hun har været medlem af Roskilde Golf Klub lige siden starten i 1973.

Grete har 2. februar 2022 rundet de 90 år – og hun gør sig stadig med både pas og put. Det sidste dog med ikke lige så god succes. Det kræver lige en forklaring.

”Pas” kommer fra bridge, som hun har spillet i klubben i rigtig mange år. Hun er med i bridgeafdelingen, der spiller hver mandag hele vinteren. ”Put” kommer naturligvis fra banen, hvor hun stadig er aktiv, dog kun om sommeren, hvor det er muligt at køre rundt i buggy. Hun slår stadig et rimeligt slag med 4-jernet eller 5-køllen, lige ovenikøbet langt de fleste gange, så Grete er et levende bevis på, at man kan spille golf hele livet.

”Jeg var nødt til at holde en pause, da jeg på et tidspunkt faldt og fik benet i en støvle og bagefter faldt, så armen brækkede, men heldigvis er jeg kommet tilbage og kan spille igen. Det går også udmærket med jern og kølle, men indspil og put kokser,” fortæller Grete, der som nævnt har spillet golf siden klubbens start – og endda før det.

”Min mand, Jens, og jeg startede med at spille i Holbæk, men da der så i starten af 70’erne kom en annonce i avisen om at starte en golfklub op i Roskilde, så tog vi med til det første møde. Der var mange bump på vejen, inden banen blev en realitet, men så snart den åbnede, skiftede vi fra Holbæk til Roskilde,” fortæller Grete. Jens er gået bort for mange år siden (1989), men Grete er der stadig – og det er hendes søn, Torben, i øvrigt også.

”Golfklubben har jo været en stor del af mit liv. Jeg har altid følt mig godt tilpas i klubben og det gør jeg også i dag, selv om jeg godt kan se, at mange nye medlemmer tænker ”gu’ ve’, hvad det gamle skrummel laver her”.

Grete spiller med i ”Præsidenterne” – en klub i klubben, hvor hun er med til den ugentlige frokost om torsdagen, også om vinteren, hvor hun dog ikke selv er med til at spille først.

Grete er en af flere, der har rundet de 90 år og stadig spiller. Og hun er som nævnt en af de få, der er tilbage fra klubbens start. 2023 er 50-års jubilæumsår og det bliver blandt andet fejret med et jubilæumsskrift, hvor det bliver muligt at dykke ned i både fortids- og nutidshistorie.

Her er link til et par andre golflivs-bekræftende 90-års historier: