Tæt på at lukke for tilgang til 18-hullers banen

Roskilde Golf Klub er nu tæt på at nå det maksimale antal fuldtidsmedlemmer på i alt 1000, som er fastsat i klubbens vedtægter. I skrivende stund – 2. februar 2022 – er vi 980 fuldtidsmedlemmer og altså kun 20 pladser tilbage.

Men inden panikken breder sig blandt interesserede kommende medlemmer, så er situationen nu ikke så tilspidset, som den lyder.

Daglig leder, Anders Schnack, forklarer:

”Vi ER tæt på maksimum – det kan vi ikke løbe fra, så når vi får de sidste 20 ind, så bliver der oprettet en venteliste til fuldtidsmedlemskab og dermed 18-huls banen. Men det er jo også i år, at vores nye 9-huls bane bliver åbnet, og her er vi meget spændte på, om der er flere fuldtidsmedlemmer, der vil overgå til 9-huls banen. Samtidig har vi hvert år også udmeldelser på grund af flytning, sygdom og lignende, så i år kører vi også vores kampagne for prøvemedlemmer,” fortæller Anders Schnack.

”Prøvemedlemmerne får imidlertid at vide, at hvis de efter prøveperioden ønsker at være medlemmer, så kan det alene ske ved et 9-huls medlemskab (seniorflex) i 2022. I 2023 bliver der sandsynligvis plads til nye fuldtidsmedlemmer og dermed til de prøvemedlemmer fra 2022, der på det tidspunkt er klar til 18-huls banen. Langt de fleste prøvemedlemmer starter alligevel med et medlemskab til 9-huls banen, som i år bliver ekstra attraktiv på grund af den nye bane, hvor det også er muligt at spille sig ned i handicap.”

”Vi håber, at 9-huls banen både i år men også fremover bliver så populær, at den tager noget af presset fra 18-huls banen. 9-huls banen bliver jo væsentlig bedre end vores nuværende par 3 bane og noget hurtigere at spille end en runde på 18-huls banen. Det vil sikkert være attraktivt for mange,” lyder det fra Anders.

 

Evaluerer først medlemsantallet næste vinter

Der kommer ikke noget forslag fra bestyrelsen i år til ændring af medlemskaber og medlemsantal – bestyrelsen vil først næste vinter – efter et halvt års erfaringer med den nye bane – kigge på fordelingen af medlemmer.
Men på kort sigt kan der altså i løbet af året 2022 komme et medlemsstop som senior- og ungsenior fuldtidsmedlem. Grænsen på de 1.000 berører ikke juniorer og mikroer – og altså heller ikke senior flex medlemmer.

Par 3 medlemmerne bliver heller ikke berørt – her bliver der dog ikke taget flere ind, da de nuværende bliver gradvist overflyttet til senior flex medlemmer.

Det er mange år siden, klubben sidst havde venteliste, men før 2010 var det faktisk reglen helt tilbage fra, da klubbens første ni huller åbnede i 1978. I mange år var ventetiden på 3-5 år – i den mellemliggende periode kunne man være ”passivt” medlem og havde adgang til par 3 banen, drivingrange og træningsfaciliteterne.

Læs mere: