Klubhusbyggeri starter til efteråret 2022

Projektet med ombygning af Roskilde Golf Klubs klubhus når ikke at komme i gang til denne sæson. Der mangler endnu de sidste myndighedstilladelser og bestyrelsen vil nødigt have, at sommersæsonens mange aktiviteter for medlemmerne bliver præget af ombygning i klubhuset, der ikke kan undgå at genere.

Derfor er det nu besluttet, at ombygningen starter efter sommerferien 2022. Forhåbentlig.

”Der er nu lavet en god tidsplan, der sørger for, at ombygningen kommer til at ske i etaper, der mindst mulig påvirker spil og aktiviteter i sommerhalvåret, men vi er stadig ikke helt sikre på at gå i gang. Det vil vise sig, når vi sender opgaven i udbud, for der finder vi ud af, om materialeprisernes himmelflugt får indflydelse og prisen kommer til at stige for meget,” fortæller klubbens formand, Kim Møller Behrend.

Men holder prisen, er planen, at ombygningen starter med en tilbygning. Det er nemlig tanken, at klubhuset skal udvides med et mødelokale og plads til proshoppen der, hvor den nuværende indgang ligger nu – altså ud til hul 1 på 9-huls banen.

Når den tilbygning er lavet, så kan den øvrige ombygning foretages, formentlig i november og december 2022. Her er det planen at inddrage gangarealet hvor tjek-in computerne står sammen med sekretariatet og et rengøringsrum. Det skal blive til et større lokale, der både har forbindelse til restauranten og til terrassen. På den måde kan rummet bruges som et rum til medlemmerne, hvis der er større arrangementer i restauranten og et rum til restauranten, hvis der er mindre selskaber, så medlemmerne i det store klublokale ikke bliver generet.

Samtidig flytter sekretariatet hen, hvor proshoppen er i dag og proshoppen får området ved mødelokalet – med en fælles indgang, så indgangen til selve klubhuset kommer til at være mere intuitiv, når man kommer fra parkeringspladsen.

I forbindelse med ombygningen er det også planen at renovere toiletterne i klubhuset. Det er blevet nævnt i medlemsundersøgelser i flere år nu, at toiletterne ikke er ordentlig rene. Det er ikke rengøringspersonalets skyld, men slidte vaske og uhensigtsmæssig placering af fliser på vægge og gulve. Der bliver derfor – forhåbentlig inden sæsonstart – renoveret på toiletterne. Samtidig bliver der etableret et lille ekstra rum til rengøringsmidler i den ene halvdel af handicaptoilettet.

Det kan også komme på tale med nye døre fra terrasserne ind til klubhuset.

Læs mere:

Herunder kan du se udvidelsen – linket oven for til plantegningen er nok lidt tydeligere: