Hold inde med skydningen – pas på boldopsamlerne

Forestil dig, at du en morgen kører en rolig tur i din bil. Udover brumme-lyden fra motoren er der roligt – og der er udsigt til både marker og domkirke. Ret idyllisk.

BANG!

Med ét afbrydes idyllen af en genstand, der smadrer ind i ruden på bilen.

Det chok håber klubbens frivillige korps af boldopsamlere, at medlemmer og gæster godt kan sætte sig ind i, for det er netop, hvad flere af dem har oplevet her i sommer.

Boldene på drivingrange bliver samlet op hver dag. Det foregår ved at den frivillige, der har vagt på dagen, kører hele drivingrange rundt og hælder boldene i graven ved boldmaskinen, så de bliver vasket og klar til et slag mere fra en ny spiller. En rigtig god ordning for klubben – og en meningsfuld og som oftest rigtig hyggelig opgave.

Imidlertid har der nu været flere episoder, hvor boldsamlerne i traktoren er blevet ramt. Der er forskel på, hvordan den enkelte har taget eller vil tage den oplevelse, hvis det skulle gå ud over dem. Boldopsamlerne har haft en debat om dette – og er i første omgang blevet enige om en kraftig henstilling til alle om ikke at slå tilnærmelsesvis i nærheden af boldopsamleren, når den kører.

”Næste skridt vil være et forbud mod at bruge drivingrange, når der bliver samlet bolde – og det skridt er vi selvfølgelig klar til at tage, hvis problemet fortsætter. Hverken vores greenkeepere eller frivillige boldopsamlere skal udsættes for at blive ramt af golfbolde – og det gælder også, hvis det er en helt ubevidst handling. Vi kan alle sammen komme til at slå en skævert, men lad helt være med at slå, hvis en skævert risikerer at ramme traktoren,” lyder det fra chefgreenkeeper Nick Bosholdt og formanden for de frivillige boldopsamlere, Frank B. Gravesen.

Første handling er nu, at der kommer information ud til alle – og at der bliver sat skilte op på drivingrange om at være ekstra opmærksomme på boldopsamlerne i traktoren.

Til sidst et lille ekstra hjertesuk fra boldopsamlerne. Husk at tage affald med hjem fra drivingrange og sætte boldkurvene på plads bagefter.