Banen åbner til sommergreens fra skærtorsdag 1. april 2021

I løbet af onsdag den 31. marts erstatter sommergreens vinterbanen, så i påsken vil det være muligt at spille sommerbanen – dog minus hul 10 og 11. Man kan dog spille op til greenen på hul 11 – fra et midlertidigt teested ved siden af greenen på hul 9. Det bliver på den måde et kort hul – men altså til en rigtig green.

Greenkeeperne er i fuld gang med at gøre sommerbanen klar – og med de kommende dages vejrudsigt er chefgreenkeeper Nick Bosholdt meget sikker på, at sommerbanen kan åbne med fuld virkning fra torsdag den 1. april, skærtorsdag.

“Vi starter med at åbne alle huller med spil til sommergreens i løbet af onsdagen – og vi starter bagfra med hul 18. Det betyder, at spillerne undervejs på en runde kan blive mødt af greenkeepere, som så fortæller dem, at de kan spille resten af runden på sommergreens,” fortæller Nick Bosholdt.

 

Teesteder og puttinggreen åbner først efter påske

Som sædvanlig bliver der nogle restriktioner i starten – fx bliver teestederne ikke åbnet før engang efter påske. Så udslag på alle huller i påsken bliver fra midlertidige teesteder og måtter. Se efter udslags-klodserne på alle huller.

Åbning af sommerbanen betyder derfor også endeligt farvel til vinterbanen i denne omgang – men altså først fra onsdag/torsdag. Hvis der efterfølgende kommer rimfrost eller megen regn, der gør, at vi ikke må slå op på greens, så er der forkortede huller med gult flag, som man skal spille til. Vinterbane-greens bliver nu nedlagt, indtil det bliver vinter igen.

Udover teesteder er puttinggreen fortsat lukket. Her skal græsset have lidt ekstra tid til at kunne modstå presset. Alle greens, forgreens og teesteder har fået tilført lidt næringsstoffer og et tyndt lag topdressing og med stigende temperaturer medvirker det forhåbentlig til, at græsset kommer til at klare sig rigtig godt, også når der engang efter påske bliver åbnet mere op.

Træningsanlægget bliver holdt åben for træning. Men det betyder samtidig, at hul 18 på vinterbanen, som ligger på træningsområdet, nu ikke længere er et hul på sommerbanen. Sommerbanen består derfor af 16 normale huller + det korte på hul 10/11 – og altså ikke fulde 18 huller endnu.

Mandag den 29. marts bliver der åbnet for boldsamling på drivingrange. Greenkeeperne og boldsamlerudvalget mødes om formiddagen for at samle alle bolde op – også dem, der sidder lidt fast nede i græsset på det lidt våde areal. Derfor er drivingrange lukket mandag mellem kl. 9 og 12.

Der bliver også åbnet for toilettet ved hul 3/4.

Golfbiler (buggier) må endnu ikke køre på banen.

 

Læg op på fairway

På banen skal der lægges op på fairway. Det betyder, at du skal placere bolden oven på græsset inden for et scorekorts afstand fra der, hvor bolden er landet. Det skal være med til, at vi ikke slår for store huller og dermed ødelægger græsset her i overgangen fra vinter til forår, hvor vækstbetingelserne for græsset endnu ikke er helt i top.

På billederne herunder kan du se noget af det, greenkeeperne har været i gang med, fx grave grøfter, retter bunkerkanter og rulle greens. Stort set alle bunkers har fået rettet bunkerkanter – og der kommer nu også river i dem. Greenkeeperne når ikke til påske at fylde ekstra sand i alle bunkers, men de bliver spilbare.