Åbent for tilmelding til test af online generalforsamling

Vil du gerne deltage på klubbens online generalforsamling men er i tvivl om, hvordan det fungerer, så kan du nu tilmelde dig en test, der bliver afviklet dagen før generalforsamlingen, nemlig onsdag den 24. marts kl. 15-16.

I dette tidsrum sidder sekretariatet og klubbens it-mand og sikrer, at alle kan komme på og at alle kan finde ud af at “række hånden op” og tænde for mikrofonen.

På siden med info om generalforsamlingen er der lavet en fane med tilmelding. Du tilmelder dig med dit navn, medlemsnummer og mailadresse – og den mail bliver så brugt til at sende det link, der skal sikre dig adgang. Linket får du tilsendt på mail om formiddagen den 24.

Både testen og selve generalforsamlingen bliver holdt via Teams, men du behøver ikke at have programmet installeret på din computer. Har du ikke programmet, åbner linket bare i din browser.

Der er lavet en instruktionsvideo, der fortæller, hvordan man gør på en computer. Vil du deltage via din telefon eller en tablet, så er funktionerne lidt anderledes på grund af den mindre skærm. Der er så mange forskellige telefoner og tablets, at det har været umuligt at lave en instruktionsvideo til alle disse forskellige enheder. Vil du derfor deltage via din telefon eller tablet på generalforsamlingen, så tilmeld dig testen dagen i forvejen for at sikre, at det virker.

Under selve generalforsamlingen, torsdag den 25. marts, bliver der ikke mulighed for at få teknisk hjælp.

Her finder du siden med info om generalforsamlingen, instruktionsvideoen og tilmelding både til selve generalforsamlingen og til testen dagen før.

På siden er der også beretninger fra både bestyrelse og en lang række udvalg og klubber i klubben.

Billedet er fra generalforsamlingen i 2018.