Regn og store mængder tøsne lukker vinterbanen

Fra torsdag den 18. februar og foreløbig til og med mandag den 22. februar 2021 er det ikke muligt at spille golf i Roskilde Golf Klub. Vinterbanen lukker som følge af de store mængder sne, der er kommet de seneste dage, og det efterfølgende tøvejr. Banen er meget våd – og de store vandmængder risikerer at skade banen, hvis der samtidig bliver spillet golf.

“Med de stigende temperaturer, der er på vej, vil banen blive så smattet, at vi risikerer at slide græsset af i toppen, så derfor er der lige nu ingen anden udvej end at lukke. Der bliver lukket hen over weekenden, og mandag kigger vi på banen igen og ser på, om det er forsvarligt at lukke op igen,” fortæller chefgreenkeeer Nick Bosholdt.

“Tidligere på vinteren havde vi en periode med vådt vejr, hvor vi nok også skulle have lukket banen. Men jeg havde ikke drømt om, at der var så mange, der spillede på banen. Nu er der imidlertid ingen tvivl. Vi lukker for ikke at lave skader, der bliver svære at genoprette senere,” siger Nick.

Herunder kan du se nogle billeder taget den 17. februar: