To medlemmer med tre gange hole in one i Roskilde

Hvert år er der mellem tre og ni medlemmer, der er så heldige at lave en ”hole in one” på en af Roskilde Golf Klubs par 3 huller. I 2020 har der indtil dato været fem – alle er kommet på listen over ”heldige/dygtige” for første gang, men listen, der også hænger i klubhuset, viser, at de er flere, der har prøvet det mere end én gang.

Vi tager lige årets heldige først:

  • 20/4-2020, hul 17: Henning Staffeldt
  • 15/5-2020, hul 5: Jan Grønneskov Kvist
  • 15/5-2020, hul 13: Anders Teilgaard (billedet)
  • 25/7-2020, hul 7: Gitte Juul Olsen (billedet)
  • 14/8-2020, hul 17: Finn Bredager Jørgensen

Tavlen i klubhuset bliver opdateret en gang om året, så disse navne står der ikke endnu, men de kommer.

To spillere skiller sig ud på listerne. Det er Ole Filtenborg og Arne Kristensen, der begge har lavet ”hole in one” tre gange her på hjemmebanen. Arne har derudover også lavet en i Svendborg, mens Ole har været heldig fire andre gange, i Himmerland og i Sverige. Den ene blev aldrig registreret, fordi han som ny ikke vidste, at man skulle indrapportere den slags og en anden blev lavet en dag, hvor han gik alene – og så tæller den formelt ikke.

Men tre ”hole in one” her på banen i Roskilde er også imponerende – ikke mindst taget i betragtning af, at mange andre spillere aldrig har prøvet det, trods mange års medlemskab og rigtig mange forsøg.

Her i 2020 er Gitte Juul Olsen blandt de heldige. Hun var prøvemedlem her i foråret 2020 – og er blevet bidt af golf. Men da hun lavede ”hole in one” på hul 7 25. juli 2020 var hun til at starte med ikke klar over, hvor sjældent det forekommer og hvor heldig, hun havde været. Slaget var nemlig ifølge Gitte ikke noget at prale af, men resultatet var til gengæld godt.

”Som begynder slog jeg jo ikke så langt, så jeg tog driveren, og bolden løb via bunkeren op på kanten og trillede ned på den anden side. Jeg spillede sammen med min mentor, Eli Vibeke Olsen, og da vi kom op til green, fandt vi først bolden, da Eli for en sikkerheds skyld tjekkede i hullet,” fortæller Gitte, der efterfølgende i klubhuset blev gjort opmærksom på alle traditionerne.

I et skab i klubhuset står en flaske cognac, som tildeles den spiller, der har lavet ”hole in one”. Det er kutyme, at man giver en lille en til alle, der er i klubhuset. Efterfølgende får man en seddel fra sekretariatet og skal op i vinbutikken Otto Suenson for at hente en ny flaske til skabet. Roskilde Golf Klub giver et emblem, man kan bære på bag’en og der kommer også et diplom fra Dansk Golf Union.

I 2017 var der også et nyt medlem, Remi Pauly, der lavede ”hole in one” på sin kun fjerde runde på banen og helt tilbage i 1985 lykkedes det en meget ung junior, Troels Østergaard, at gøre det på hul 13. Andre har været medlemmer i næsten en menneskealder uden at opnå det. Sådan kan livet været så uretfærdigt…

Sandsynligheden for, at det lykkes er ganske lille. Jo dygtigere, du er, jo større bliver sandsynligheden selvfølgelig, men nogen garanti er der ikke. European Tour har offentliggjort en række videoer, hvor professionelle golfspillere får 500 bolde på et par 3 hul til at lave en ”hole in one”. Det tager en hel dag – og for de fleste lykkes det ikke. Længere nede på siden kan du se filmen, hvor italienske Edoardo Molinari forsøger sig. Der er også en lille film om, hvordan filmen blev til. Begge dele er ganske underholdende.

 

Listen over ”holes in one” i klubhuset indeholder hul nr., dato og navn for medlemmer i Roskilde Golf Klub, der her på hjemmebane har slået bolden i hul på et enkelt slag. Listen er startet i 1981. Siden da har der været 140 ”hole in one” lavet af RGK-medlemmer. De fleste er lavet på hul 5, 7 og 17, men der er også enkelte på hul 13.

Hulnumrene er ændret gennem årene, da klubben har ændret hulforløbet flere gange mellem overgangen fra ni til 12 huller og senere de nuværende 18.

I flere familier har både mand og kone formået at slå ”hole in one”. Det gælder fx førnævnte Arne Kristensen med de tre ”holes in one” og hans kone, Jette. Og senest er det Kirsten Vastring, der i 2017 fulgte op på Hans-Jørgen Vastrings ”hole in one” fra 2011.

I 1987 blev der slet ikke lavet nogen ”hole in one” – til gengæld var 2003 et godt år med ikke færre end ni styks. Normalen er dog 3-5.

Tilbage i 1991 blev der lavet fire ”holes in one” på bare 11 dage.

Her er listen over medlemmer, der har lavet ”hole in one” to gange her på banen:

  • Flemming Pristed – 1991 og 1998
  • Anne Sørine Larsen – 1992 og 1998
  • Leo Skive – 1990 og 1996
  • Ole Bech – 2012 og 2015
  • Per Dal – 1989 og 2005
  • Hans Bertil Thelin – 2004 og 2015
  • Henning Jensen – 2004 og 2013
  • Lise Ellegaard – 1986 og 1992
  • Gunnar Schmidt – 1981 og 1984
  • Lise Gade – 1983 og 1991
  • Cäte Kloster Hansen – 2011 og 2013
  • Frederik Hammerich – 2015 og 2017

Læs mere:

Her kan du se bag om scenerne i “hole in one” filmen med Edoardo Molinari.

 

Der kan være historier om disse ”holes in one”, der ikke helt kommer frem, når man bare kigger på navne-tavlen, så har du flere oplysninger – og meget gerne billeder – fra ”holes in one”, så må du meget gerne kontakt webmaster Henrik Overgaard.

På billederne ses Anders Teilgaard og Gitte Juul Olsen, der har lavet ”hole in one” på banen i 2020.