Forbereder til vinterbane – men spiller stadig sommergreens

Vinteren nærmer sig, men vi spiller stadig til sommergreens. Greenkeeperne er dog gået i gang med at forberede vinterbanen og de holder øje med vejrsituationen dag for dag.

Aktuelt begynder nedlæggelse af teestederne, så vi enten skal slå fra måtte eller fra midlertidige teesteder – selvfølgelig for at skåne græsset på de normale teesteder, så de er hurtigere klar til foråret.

Lige nu er det jo ikke kulden, men derimod meget vand, der er udfordringen. Derfor er hul 10 og 11 lukket. Det er dog muligt at slå op på hul 11´s teested fra et midlertidigt teested placeret ved siden af greenen på hul 9. Det giver samlet 17 huller at spille. Greenkeeperne beder om, at ingen bruger hul 1 på par 3 banen eller indspilsgreenen på træningsområdet som det 18. hul på den store bane. Disse to greens skal bruges til vinterbanen og skal nødigt blive for slidte allerede nu.

Vandet gør også, at det fra tirsdag den 3. november 2020 ikke er muligt at køre med golfbiler og scootere.

Flere steder på banen kan der være sat afspærringer op for at forhindre, at vi går på de mest våde og udsatte steder. Det gælder fx på noget af området ved hul 15 – men hullet kan stadig spilles.

Boldvaskerne bliver også taget ind.

På forsiden af hjemmesiden bliver “Banen i denne uge” altid opdateret, så det er her, man kan se, hvad der gælder den enkelte dag.