Forbereder sig på beslutninger om brugen af ny 9-hullers bane

Hvilke klubber i klubben skal spille på den nye 9-hullers bane, når den er klar – og hvilke tilbud skal der være til alle dem, der ikke er en del af de faste grupperinger?

Det blev diskuteret på et møde i klubhuset den 22. oktober, hvor repræsentanter fra bestyrelsen, flere aktivitetsudvalg og klubber i klubben var med.

Den nye bane bliver anlagt i løbet af 2021 og står måske og forhåbentlig klar til sæsonen 2022. Til den tid skal alting ikke være som det plejer. Det har bestyrelsen for længst signaleret. Den nye bane giver mulighed for, at de medlemmer og klubber i klubben, der normalt kun spiller 9 huller, rykker væk fra 18-huls banen og dermed skaber plads der.

Men 9-hullers banen må heller ikke blive for belastet med forhåndsreservationer. Der skal være plads til frie bookinger og til nye medlemmer. En af grundideerne med den nye bane er netop, at nye kan øve sig på en bane med huller, der i sværhedsgrad ligner dem på den store bane – og så bliver det fremover muligt at blive skrevet ned i handicap. Det kan man i dag ikke på par 3 banen. Den nye bane kan derfor gøre det nemmere at blive rustet til at spille på den store bane.

De fleste af deltagerne på mødet repræsenterede de nuværende klubber i klubben, der som udgangspunkt gerne vil beholde de tider og det fællesskab, de har i dag. For at få alle med til forandringer skal der derfor en længere proces til – og den er nu sat i gang. De fleste deltagere var da også med på, at der i fremtiden ikke skal være flere klubber i klubben og forhåndsreserverede tider, men helst færre.

Men samtidig sender bestyrelsen et kraftigt signal, at det er en stor force, at så mange som muligt er med i en eller anden form for fællesskab. Det er nemlig det sociale, der sørger for at holde medlemmernes fanget i sporten og i klubben.

På mødet kom der ingen klare konklusioner. Men bestyrelsen fik en masse ideer at arbejde videre med – og i forvejen er der en lang række beslutninger, der skal tages frem mod ibrugtagning af den nye bane. Fx om der skal laves om på de nuværende medlemskaber.

En af de aktivitetsideer, der kom frem på mødet, handlede om særlige enkeltstående matcher/spil med tilmelding fra gang til gang – målrettet dem, der måske ikke har lyst eller endnu ikke føler sig komfortable til at deltage i de store sponsormatcher, og dem der ikke kan afse tid til at være medlem i en klub i klubben og spille på et fast tidspunkt hver uge. En anden idé er, at klubberne i klubben fortæller om dem selv ved seancer, hvor nye medlemmer er samlet.

Bestyrelsen samler nu op på idéerne – og de første beslutninger bliver sandsynligvis fremlagt til generalforsamlingen i 2021.

På billedet ses alle repræsentanter fra udvalg og klubber i klubben, der var med til mødet. Fra bestyrelsen deltog formand Kim Møller Behrend og Annette Carlsson.