Usædvanligt år i golfklubben – det bliver 2021 også

Glade golfspillere har vi haft mange af i 2020 – trods corona lykkedes det at få sæsonen til at køre, og aldrig er der blevet booket så mange tider og spillet så meget golf som i år. Hvor har vi været privilegerede situationen med corona taget i betragtning.

Det har været usædvanligt år på mange måder – også for klubbens bestyrelse, udvalg og ikke mindst for klubbens ansatte.

Her kan du læse lidt om sæsonen set med sekretariatets briller – og du kan også læse lidt om, hvad der er på vej i 2021. For 2020 har – udover alle mulige ændringer og corona-tiltag – også budt på planlægning af de to store projekter, som klubben forventer at gennemføre næste år, nemlig den nye 9-hullers bane + ombygning af køkkenet i klubhuset.

”Til en start vil jeg gerne beklage, hvis vi i sekretariatet – ikke mindst mig selv – indimellem har været mindre servicemindet og måske også lidt spids i nogle situationer, hvor vi i sekretariatet har siddet med store planlægningsopgaver samtidig med, at medlemmerne har haft brug for hjælp ved skranken. Normalt bruger vi vinteren på sæsonens planlægning, budget og regnskab, så vi så vidt muligt kan hjælpe medlemmerne om sommeren. Men i år har alting været anderledes,” fortæller daglig leder, Anders Schnack.

Det anderledes har bestået af to forskellige ting:

  1. Corona – nedlukning, oplukning, ændringer, ombookinger, oprettelse af coronabane i GolfBox, nye matchdage, informationer, plakater, nyhedsbreve, mundbind, håndsprit, restriktioner, anbefalinger…
  2. Planlægning af de kommende projekter

”Alt omkring corona har været meget synligt for alle medlemmerne – og vi har tydeligt kunnet mærke, at alle har været glade for at kunne komme ud og spille, når mange andre ting i samfundet har været lukket ned. Så her har alle fulgt med og rettet ind, så både spil på banen, spisning i restauranten og vores forskellige arrangementer har kunnet lade sig gøre med de restriktioner, der har været.”

Travlhed i sekretariatet

”Men som nævnt har det betydet, at vi i sekretariatet ikke har været lige så hurtige ved skranken, som vi gerne vil være. Hver dag kommer der ca. 100 mails, vi skal tage os af. Hvis hver tager 2-3 minutter i gennemsnit, så går der 3-4 timer hver dag alene med det. Hertil kommer, at vi i år har været udleveringscentral for præmier og også har taget os af alle de andre opgaver, der dumper ind. Og her er der ikke to dage, der er ens. Det er en del af charmen ved at være her.”

”Noget andet har været vores planlægning af de store projekter. Her har vi været i gang med alt det usynlige arbejde – alt det, der er basis for, at vi forhåbentlig næste år kommer i gang med to store projekter, ombygning af køkkenet og etablering af den nye 9-huls bane.”

”Vi har arbejdet sammen med advokater, arkitekter, jurister, bank- og kreditforeningsrådgivere, landmålere og en masse andre for at få alt på plads omkring projektplanlægning, lån, køb og bytning af jord og meget andet papirarbejde. Det har været en ordentlig omgang – også mere, end jeg havde regnet med – men når der er så mange instanser involveret, der alle har deres fokusområder, sagsbehandlingstid og deadlines, så må det nødvendigvis være lidt omstændeligt og tage tid.”

”Vi har haft et rigtig godt samarbejde med kommunen – her gik et par nøglemedarbejdere på pension midt i forløbet, så en nyansat jurist måtte overtage det hele og sætte sig ind i alt fra bunden, men også det er gået godt.”

”Lige nu mangler vi stadig den sidste tinglysning, men forhåbentlig falder det på plads. Alligevel er vi ikke helt sikre på præcis hvornår vi kan komme i gang. Omkring køkkenprojektet så skal vi snart i gang med udbudsprocessen, så arbejdet kan ske i januar og februar.”

Vikingegrav og måske andre fund

”Starttidspunktet for bygning af den nye bane er mere usikkert – og det handler både om vejr men også om eventuelle arkæologiske udgravninger. Når man sætter gang i et byggeprojekt, så bliver Roskilde Museum involveret, for arkæologerne skal have en mulighed for at undersøge, om der ligger fortidsminder i jorden. Jeg har allerede hørt, at der er sandsynlighed for fund af en vikingegravplads på det nye område, men forhåbentlig kommer museumsudgravningerne ikke til at påvirke vores projekt væsentligt,” siger Anders.
Under alle omstændigheder bliver 2021 endnu et usædvanligt – og igen travlt år.

”Men nu skal vi i gang med alle de synlige ting – og det bliver sjovt. Der er dog ingen tvivl om, at vi igen får pres på vores baner i 2021, inden vi forhåbentlig i 2022 står klar med en ny 9-huls bane, som åbner mange muligheder for spil både for vores begyndere og rutinerede spillere. Samtidig kan de mange, der i dag nøjes med at spille 9 huller, flytter over på den nye og stærkt forbedrede 9-huls bane, og det vil jo mindske presset på 18-hullers banen. Bestyrelsen og jeg er i dialog med vores forskellige udvalg og klubber i klubben for at finde gode løsninger.”
”Men i 2021 bliver der altså pres på banerne – og det kommer til at kræve tålmodighed af os alle. På par 3 banen bliver det nok sådan, at der undervejs i byggeprocessen kun vil være seks huller åbne. Vi vil undgå at lukke helt, for ellers kommer vi til at svigte alle vores par 3 medlemmer, begynderne og rehab-spillerne. Men uden tålmodighed kommer det ikke til at gå. Det gælder også på den store bane, der bliver meget belagt.”

”Samtidig får vores greenkeepere mere end rigeligt at se til. Selv om selve anlægsarbejdet skal gennemføres af eksterne firmaer, så er vores greenkeepere naturligvis involveret i processen, så her bliver der også travlt. Det er ikke en klagesang, men fakta, og vi er alle sammen glade for, at vi nu er nået så langt, at vi kan se frem til selve anlægsarbejdet,” fortæller Anders Schnack, der samtidig sender en tak til de to frivillige afløsere i sekretariatet, Tina Janne Thorsø og Niels Yde, der undervejs i sæsonen har holdt sekretariatet åbent nogle fredage, så Anders har kunnet gå til møde eller holde fri.

”På andre tidspunkter er der nok nogen, der er gået forgæves, når vi har været til møder i åbningstiden. Det beklager vi naturligvis, men jeg håber, at vi alle i løbet af 2021 får mulighed for at opleve de synlige forbedringer, vi glæder os meget til at få gennemført.”

Mindre larm og mindre mad-os

”9-hullers banen bliver et kæmpe løft for klubben – både vores kommende nye medlemmer og os nuværende – og ombygning af klubhuset vil også medføre store forbedringer. I første omgang sætter vi gang i fase 1, som er ombygning af køkkenet. Her er det selvfølgelig mest køkkenpersonalet, som kommer til at mærke forbedringerne – og det er tiltrængt, for køkkenet er virkelig slidt. Men med forbedret ventilation og fjernelse af maskinen, der styrer fadølsanlægget, så kommer vi også til at mærke mindre mad-os og mindre larm i selve klubhuset.”

”Næste fase i ombygning af klubhuset bliver med involvering af proshoppen, sekretariatet og mødelokalet, så vi kan få et ekstra lokale, der både kan være til glæde for restauranten og når vi har møder. Hvornår det bliver afhænger af, hvad de to første projekter kommer til at koste.”

På billedet er det Tina Donstrup og Anders Schnack siddende ved computere med kassevis af trøjer til de frivillige på bordet. Et billede på et virkeligt travlt år – vi glæder os til et nyt i 2021.

Læs mere: