Rygtet passer – Roskilde Golf Klubs kok er nu også i Hedeland

Man siger at det ikke er så svært at forstå Einsteins relativitetsteori – man skal bare acceptere, at lyset har den hurtigste hastighed af alt.

Lige efter lysets hastighed kommer rygtet…

Og rygtet siger, at vi har overtaget Cafe Hedeland i Hedeland Golfklub.

Det har allerede givet anledning til en række spørgsmål og dem vil jeg gerne uddybe lidt her.

Og jo, det er ganske vist. Aftalen er kommet i stand efter en dialog med formændene for henholdsvis Roskilde Golfklub og Hedeland Golfklub. I Hedeland var der et ønske om at skifte restauratøren og jeg blev spurgt om jeg ville hjælpe dem i en overgangsperiode. Det var med meget kort betænkningstid, faktisk var der mindre end 14 dage til at starte op og der var – og er – immervæk en del overvejelser at gøre i den forbindelse.

Men ikke desto mindre, så giver vi det et forsøg, først og fremmest frem til og med februar 2021. Mit kriterie for succes er, at det på ingen måde går ud over vores drift i Roskilde. Hedeland skal være en selvkørende enhed, hvor min funktion er definition af kvalitet, sparring og en del af det administrative.

Hverken jeg selv eller restaurantens øvrige medarbejdere bliver taget væk fra hverdagen i Roskilde.

For at sikre at det kan lade sig gøre, så har jeg ansat Christina Noer (der i øvrigt er Antons kone) som daglig leder med fuldt mandat til at disponere forretningen. Jeg ved ikke om det kan dækkes ind under Einsteins teori, men faktum er, at fordi man har to restauranter, så får man ikke 2 x 24 timer i døgnet. Så det var helt naturligt for mig at have en daglig leder ansat fra dag 1.

Vi har fået en rigtig god start i Hedeland, hvor både medlemmerne og klubbens ledelse har taget rigtig godt imod. Christina har udvist et kæmpe naturtalent for at møde gæsterne positivt, og det er min oplevelse, at den ånd, vi har i Roskilde, også kan fungere i Hedeland.

Mine fremtidsplaner inkluderer 100 procent Roskilde Golf Klub. Jeg er overordentlig glad for at være restauratør i klubben og i skrivende stund er der forhandlinger om kontraktforlængelse.

Det er mit håb, at ovenstående har givet lidt svar på, hvad der foregår. Og I er naturligvis alle velkomne til at komme og spørge, hvis der er noget I vil vide omkring Restaurant Birdie og Cafe Hedeland.

Vel mødt til jer alle – begge steder

Peter Lassen

Her kan du læse nyheden på Hedeland Golfklubs hjemmeside.