Info til flexmedlemmer om indløsning af banebilletter

Her kommer lidt opdateret information om indløsning af de elektroniske flex-billetter, som klubben er gået over til fra her fra 2020.

Sæsonen er nemlig startet med en misforståelse, da medarbejderne i sekretariatet troede, at der automatisk blev taget “et klip”, når spilleren bekræftede sin spilletid på computeren i klubhuset. Det har imidlertid ikke været tilfældet, så her kommer en ny vejledning til, hvordan det foregår.

Hovedbudskabet er, at du skal bruge betalingsterminalen (den højre) over for sekretariatet i klubhuset. Og her skal du vælge “Ja”, når du bliver spurgt, om du har en værdikupon. Og bagefter skal du bruge koden fra golf-app’en Golfmore.

Her er fremgangsmåden – der er otte punkter, men det er faktisk ikke så svært:

  1. Du booker en tid i GolfBox. Du vil blive registreret til en greenfee på 200 kr.
  2. Du checker ind og bekræfter din tid på den højre terminal overfor sekretariatet (Betalingsterminalen)
  3. Du skal checke ind ved at køre dit DGU-kort gennem kortlæseren – eller ved at vælge ”log in” oppe i højre hjørne af terminalens skærm og så bruge dit DGU nr. og din kode
  4. Derefter følger du instruktionen på skærmen – tryk “Ja”, når du bliver spurgt, om du har en værdikupon – og vælg så “Værdikupon på næste skærmbilede”
  5. Nu skal du så indtaste en 7-cifret kode – eller indscanne en QR-kode – begge dele finder du i app’en Golfmore, når du har oprettet dig med dit DGU nummer
  6. Nu ændres prisen fra 200 kr. til betaling 0. kr.,, da du har betalt med flex-billetten
  7. I Golfmore app’en bliver der nu vist, hvor mange ”klip”, du har tilbage
  8. Fortsæt normalt på skærmen og du kan så få printet dit scorekort ud

Her kan du se en instruktion med de skærmbilleder, du bliver mødt med undervejs på computeren i klubhuset.

 

Har du gamle papir flex-billetter, kan du veksle dem til elektroniske i sekretariatet.

Du kan også købe nye flex-billetter for 1000 kr. for fem stk.

Du kan også betale enkeltrunder på terminalen med 200. kr. pr. runde (Dankort eller mobil pay), når du har brugt de første fem runder.

I de kommende uger rydder sekretariatet op i, hvor mange runder de enkelte flex-medlemmer har gået. Har du selv styr på det, så giv gerne sekretariatet et vink.

 

Herunder finder du information om app’en Golfmore – det er indholdet i den nyhed fra starten af januar 2020, der fortalte om de eletroniske flexbilletter.

Flex-billetter bliver elektroniske fra 2020

I slutningen af januar får klubbens ca. 350 flexmedlemmer deres værdikuponer til fem runder golf på den store bane. Men denne gang bliver der ikke i form af kuponer, som skal afleveres i sekretariatet, hver gang du skal ud og spille.

I stedet har klubben indgået et samarbejde med firmaet GolfMore. Det betyder, at flexbilletterne fremover bliver leveret via en kode på en mail eller via app’en GolfMore. Her kan du nemt holde styr på, hvor mange ”klip” du har tilbage – og sekretariatet kan nemt påføre disse ”klip” og i øvrigt få et rigtigt godt overblik over forbruget.

”Vi arbejder på at blive mere og mere papirløse, og samtidig bruger vi en del ressourcer på at fremstille, udlevere og registrere de nuværende flex-kuponer. Det nye system er både en stor administrativ lettelse, men også nemt for medlemmerne,” fortæller daglig leder, Anders Schnack.

Alle flex-medlemmer har fået en mail fra sekretariatet om, at der er et nyt system på vej. Sidst i januar får de så en ny mail, denne gang fra GolfMore, med mere information og tildeling af flex-billetter for 2020.

Så nemt er det

Når du får mailen med flex-billetterne har du to muligheder for at komme ud og spille:

  1. Du printer mailen ud eller skriver koden i mailen ned
  2. Du downloader app’en GolfMore og opretter dig som bruger med dit DGU-nummer

I begge tilfælde møder du op i klubben, benytter skærmen til højre for indgangen til mødelokalet over for sekretariatet og logger ind for at bekræfte din tid. Når du kommer til betaling på skærmen, trykker du ”værdikupon” og skriver så din flex-kode fra mailen eller app’en.

Der er også en stregkode i app’en og måske bliver der opsat en stregkort-læser, så det bliver endnu nemmere, men det ved vi ikke endnu.

Nu registrerer systemet, at du har brugt et ”klip”. Får du undervejs i sæsonen brug for at købe ekstra klip, så kan det ske via henvendelse til sekretariatet.

Brug de gamle kuponer først

”Der er flex-medlemmer, der stadig har kuponer fra i år eller tidligere liggende, og dem kan de fortsat bruge. De er også velkomne til at kontakte os i sekretariatet, hvis de hellere vil have billetterne omlagt til de elektroniske via app’en,” siger Anders Schnack, der fortæller, at GolfMore har en række funktioner, men at Roskilde Golf Klub i første omgang vil bruge systemet til flex-billetter og til greenfee-billetter, fx i forbindelse med sponsoraftaler.