Vi er for dårlige til at gøre rent efter os selv ved toiletbesøg

Selv med rengøring på toiletterne hver eneste dag strømmer det ind med klager – og et kig på standarden afslører da også, at der ikke går lang tid fra et toilet er blevet rengjort, til det er beskidt igen.

I klubbens kommunikation bruger vi normalt ikke det med at pege fingre, komme med forbud og lignende, men her er der brug for en lille opsang, eller måske snarere et fælles fokus på, at det kan vi godt gøre bedre.

Daglig leder, Anders Schnack, har en teori om, at corona-situationen har gjort, at mange er nervøse for at røre tingene på toiletterne. Det betyder, at papir på gulvet ikke bliver samlet op, der bliver strintet vand over det hele, toilettet bliver ikke skuret med børsten og lignende. Alt i alt betyder det, at toiletterne på trods at daglig rengøring ikke har den standard, vi alle gerne vil have.

Det vil koste mange ekstra penge fra klubkassen, hvis den daglige rengøring skal sættes op til to gange dagligt, men spørgsmålet er så også, om det hjælper så meget, da de lige nu er sådan, at der ikke går lang tid fra rengøringen er færdig, før det igen ser “herrens ud”.

“Vi er derfor nødt til at italesætte udfordringen. Jeg tror som nævnt, at corona-situationen har gjort det værre, fordi mange ikke vil røre ved noget, som andre har rørt ved. Men hvis vi alle er omhyggelige med at vaske hænder på toilettet og bruger afspritningsudstyret, så bør vi kunne holde mere rent, end det er tilfældet lige nu. Det er frustrerende for rigtig mange medlemmer, at toiletterne er så beskidte,” lyder det fra Anders, der pointerer, at rengøringsfirmaet gør, hvad de kan – men nu må vi kigge på os selv.

Den manglende hygiejne på toiletterne gælder både dem i klubhuset plus dem ved hul 4 og hul 12.