Bestyrelse drøfter baneåbning efter udmelding fra DGU

En udmelding fra Dansk Golf Union omkring corona-epidemien og muligheden for at spille golf bliver i øjeblikket drøftet i Roskilde Golf Klubs bestyrelse – og senest fredag vil der komme en udmelding, om banen kan åbne under nogle bestemte skærpende forudsætninger eller om der fortsat skal være lukket.

Dilemmaet er, at DGU på den ene side nu siger ok til at åbne golfbanerne for egne medlemmer, mens statsminister Mette Frederiksen på den anden side mandag på et pressemøde sagde, at udviklingen i spredningen af corona er kontrolleret positiv og at det kan komme på tale gradvist at genåbne Danmark igen efter påske – hvis danskerne i de to næste uger bliver ved med at holde afstand og i det hele taget følger alle de råd fra myndighederne, der har været gældende de seneste uger.

“Jeg vil ærligt sige, at hvis vi ikke lykkes de næste to uger. Hvis tallene begynder at stige for voldsomt. Eller hvis vi igen begynder at samles indenfor eller udenfor. Ikke holder afstand. Så kan vi ikke begynde at åbne – måske må vi i stedet stramme endnu mere,” lød det fra Mette Frederiksen.

I løbet af tirsdagen kom Danmarks Idrætsforbund så med en anbefaling om, at alle idrætter i Danmark fortsat holder lukket både indendørs og udendørs, men DGU valgte senere på eftermiddagen at anbefale klubberne at holde åbent for private to-bolde med mindst 10 minutters afstand mellem udslagstiderne plus en række andre restriktioner, der skal forhindre golfspillerne i at komme for tæt på hinanden og for at røre ved flag og lignende.

Hidtil har Roskilde Golf Klub fulgt anbefalingerne fra Dansk Golf Union – og det kan også ende med at blive resultatet denne gang. Men bestyrelsen vil først drøfte situationen igennem, ligesom det i givet fald skal sikres, at klubben og medlemmerne så kan leve op til de krav, der bliver sat.

Her kan du læse anbefalingen fra Dansk Golf Union.

Her kan du læse anbefalingen fra DIF.

Roskilde Golf Klubs baner, klubhus, restaurant, proshop og træningsfaciliteter er altså fortsat lukkede. Der kommer en opdateret melding, når bestyrelsen har holdt møde – det bliver senest fredag.