Slut med vinter – sommerbane, når vi åbner igen

Selv om vi ikke må spille golf, så er arbejdet med at gøre banen klar til sommerspil i fuld gang. Det er faktisk sådan, at vinterbanen nu er nedlagt, så uanset hvornår vi igen skal ud og spille, så bliver det på sommerbanen.

Der er fire greenkeepere på arbejde – den ene, Peter Lundberg, er fortrinsvis på værkstedet, hvor han reparerer og trimmer alle maskinerne. De tre øvrige er meget ude på banen, hvor der er rigeligt at se til.

Der bliver klippet græs på teestederne, ordnet kanter på banens mange bunkers, sat boldvaskere og skraldespande ud samt ikke mindst topdresset på greens, så de forhåbentlig er rigtig gode, når vi begynder at spille igen.

Ved rimfrost spiller vi til gult flag uden for de almindelige greens, men det bliver der informeret nærmere om, når vi ved, hvornår vi starter med golf igen.

Greenkeeperne passer også på corona, så selv om de kun er fire på arbejde (Nick, Niklas, Peter og Josefine), spiser de frokost i hold, spritter hænder og håndtag – og holder i det hele taget afstand som alle os andre.

På billederne herunder er greenkeeperne i gang med at topdresse og tromle greens. Der er også et billede af en bunker, der har fået rettet bunkerkanter op og hvor der er fjernet ukrudt, så den står flot.