Lørdag med herre-divisionsgolf i Roskilde

I kommende weekend den 17.-18. august spilles de to sidste matcher for indeværende sæson.

På lørdag er der stort set fuldt program på banen i Roskilde med fantastisk mulighed for at se rigtig god golf.

Herre 1. hold i 2. division tager lørdag kl. 8 imod Greve, og kan med en sejr her stort set kalde sig vinder af rækken, da holdet for at vinde rækken kan tillade sig at tabe med hele 17-1 i søndagens opgør i Royal. Det synes ikke sandsynligt, at vi skal tabe med 18-0 i Royal, så alt fokus er i første omgang sat ind på at vinde lørdagens opgør mod Greve, så vi ikke lander i en afgørende match om søndagen.

Herre 2. hold i 4. division er anderledes presset til weekenden. Holdet kæmper for at undgå nedrykning. Holdet tager lørdag kl. 9.30 imod topholdet fra Ishøj, og søndag er modstanderen Greve på deres bane. Det er vitalt for årets samlede resultat, at holdet klarer sig fri for nedrykning, for en nedrykning vil have direkte påvirkning på 3. og 4. holdets muligheder for at rykke op, som reelt vil blive blokkeret. Derfor har Lasse også valgt at reducere 1. holdet med en enkelt spiller for selv at deltage på 2. holdet i bestræbelserne på at styrke mulighederne for vinde de nødvendige points, så nedrykningen undgås.

Herre 3. hold i Kvalifikationsrækken møder lørdag kl. 10.40 Royal Golf Club. Holdet skal vinde sine sidste to matcher, hvis det skal lykkes at vinde rækken. Så både lørdagens match mod Royal Golf Club og søndagens match i Brøndby skal vindes, samtidig med at Smørum i en af sine to matcher skal sætte et point til.

Herre 4. hold også i Kvalifikationsrækken møder lørdag Kalundborg med start 11.50, og det bliver en direkte duel om at vinde rækken, hvor en sejr på 8-4 eller større vil medføre, at holdet slutter som nummer 1 og dermed sikrer sig en oprykning (under forudsætning af, at vores 2. hold ikke rykker ned). Søndag skal holdet til Dragsholm for at afslutte sæsonen.

Alt i alt en meget spændende weekend, hvor vi formentlig allerede lørdag i Roskilde kan få svaret på en række spørgsmål om årets op og nedrykning – vi håber det bedste og håber på stor opbakning til spillerne.

Gerhard Klaschka