Gør pladser klar til nye bænke på den store bane

De 22 nye og flotte bænke, der fremover skal stå udvalgte steder på den store bane, er nu kommet og gjort klar til at komme ud på banen.

Frivillig-hjælper Bent Henning Hansen har haft gang i bore- og skruemaskinen og sørget for, at metalskelettet nu er suppleret med træ-bund og ryg. Lige nu står de på greenkeepergården og er egentlig klar til at komme på græs.

Det kommer imidlertid ikke til at ske fra den ene dag til den anden. Bænkene skal nemlig placeres på områder, der først skal gøres klar med grus og efterfølgende fliser, så de nye bænke kommer op, efterhånden som greenkeeperne kan nå det.

Arbejdet starter imidlertid i denne uge, så det varer ikke længe, inden du udvalgte steder både kan nyde synet og sætte dig til rette, hvis der er lidt ventetid eller du lige trænger til at hvile benene.

Arbejdet med opsætning af den enkelte bænk sker i følgende rækkefølge:

  1. Først skal der graves ud
  2. Så skal der lægges to forskellige typer grus/sand
  3. Grus/sand bliver vibreret, så det ikke synker
  4. Der lægges fliser
  5. Bænken sættes på og boltes fast

Bænkene er produceret og designet af Schrøders Metal/Morfo i Hedehusene, som også har stået for klubbens skilte på banen og i området ved klubhus, baghal og drivingrange.

Bænkene er lavet, så de på den ene side vender en bestemt retning, hvor man kan sidde med ryglæn, men samtidig, så man i begge sider kan sidde uden ryglæn og derfor vende sig mod andre retninger og fx holde øje med spillerne både foran, bagfra og fra siderne.

I første omgang bliver bænkene placeret sammen med en boldvasker. Der bliver imidlertid også gjort plads til nye skraldespande, men dem skal der først findes penge til (fx via sponsorer), så de kommer ikke i første omgang.

Det er muligt at købe sponsorplads på bænkene. Flere skilte er allerede solgt, men der er mange tilbage.

Læs mere om sponsorater på de nye bænke.

Læs mere om design og produktion af bænkene.

Se oversigten over, hvor bænkene skal placeres.