God start for alle divisionshold – med en enkelt undtagelse

Så blev der taget hul på en spændende sæson, hvor vi allerede efter den første weekend fik en vurdering af, hvad vi skal vente os af de enkelte hold i år – dette både med positive og negativ karakter.

Lad os bare starte med førsteholdet herrer, der på suveræn vis viste, at de vil spille med helt i toppen og dermed muligheden for en oprykning. Lørdag bød på en sikker sejr i Holbæk på 14-4 efter at have ført med 6-0 efter foursome – afslutningen lørdag blev i øvrigt fulgt af stort set alle de andre divisionsspillere, der havde taget turen fra Roskilde efter at have afsluttet egne matcher, det vidner om det sammenhold der eksisterer i vores samlede trup.

Søndag i Roskilde mod Royal Golf udviklede sig til en sejr på 18-0. Så ikke nok med at holdet nu ligger suverænt nummer 1 i rækken, så er det også det eneste hold i rækken med positiv score.

Virkelig en fremragende start og meget positivt.

Vi havde håbet på at 2. holdet, efter sidste års nedrykning, ville kunne blande sig i toppen af rækken, men to nederlag i weekenden betyder desværre at holdet allerede nu må betragtes som uden mulighed for avancement, og det var sådan set det mest negative for denne weekend.

Begge kampe blev tabt på egen bane mod Smørum og Greve.

Nu gælder det for holdet om ikke at blive sidst i puljen, for det vil være tæt på en katastrofe, hvis holdet rykker ned for andet år i træk.

Vores 3. og 4. hold fik en god weekend. Selv om 3. holdet lørdag mødte et meget stærkt hold fra Smørum, så lykkedes det at dele matchen i Roskilde, og søndag blev det til en sikker sejr på 12-0 over Brøndby. Mest bemærkelsesværdigt her var at Nichlas Tarp vandt sine første 10 huller og dermed matchen med hele 10-8……det ser vi ikke hvert år.

Med en sejr og en deler så har holdet fortsat chancen, også selv om matchen i Smørum til efteråret skal vindes, og det bliver vanskeligt.

Vores nye 4. hold fik en formidabel debut weekend. Holdet vandt begge sine matcher, og søndag i Roskilde mod Dragsholm blev det også til ‘rent bord’ med 12-0. Så holdleder Henrik Larsen’s tropper har god mulighed for at holde niveau og dermed muligheden for den oprykning, vi har håbet på som en mulig udgang på året.

Alt i alt en rigtig fornuftig weekend med en enkelt skønhedsfejl, og glædeligt med de mange, der var ude at se og følge spillerne til trods for kulden, så fra spillerne skal der lyde en stor tak.

På vegne af herre-divisionsholdene
Gerhard Klaschka

Hos damerne har holdkaptajn Andrea Lima også sendt en beretning.

Lørdag: Midtsjælland – Roskilde 5-4

Alle piger var i højt humør og klar til at give max gas mod Midtsjælland og vores gammel pro Lena. Vejret var den største udfordring: kold vind og blæsevejr. Det blevet kæmpet til det sidste hul. Spillere: Trine Jensen/Celine Donstrup (foursome), Johanne Heidebo, Anne Sofie Siebuhr og Nikki Marie. Vi vinder 2 singler og taber 1 single og foursome.

Søndag: Roskilde – Korsør 5-4

Vi besluttet at ændre på lørdags opstilling ved at ændre på foursome. Spillere: Johanne Heidebo/Anne Sofie Siebuhr (foursome), Trine Jensen, Celine Donstrup og Nikki Marie. Vi vinder 1 single og foursome.

Tak til alle der bakker op om holdet og alle piger.

Andrea Lima (kaptajn)

Her finder du siden med divisionsholdenes kampe og resultater. Det er også her, du finder senior- og veteranholdenes kampe.