Ekstra fokus i 2019 på nye medlemmer

Det er ligesom at handle i Fakta. Vi vil så gerne have, at du bliver lidt længere. Denne reklamesætning kunne godt komme fra udvalg for prøvemedlemmer og kaninudvalget i Roskilde Golf Klub. De to udvalg har kigget lidt på erfaringer fra de sidste par år og suppleret med statistikker fra Dansk Golf Union, der begge viser, at mange er rigtig godt tilfreds med deres prøvemedlemskab og derfor melder sig ind, men at ca. 40 procent af de nye risikerer at melde sig ud igen allerede efter år nummer to i golfklubben.

Den trend vil Roskilde Golf Klub gerne have ikke bliver til virkelighed hos os. Derfor er der i år sat flere ting i søen, der skal hjælpe nye medlemmer med at blive bedre integrerede i klubben, både så de lærer hinanden og andre at kende og sikrer, at de har ligesindede at spille med.

Et af de nye tiltag kommer i maj, hvorefter der én lørdag om måneden reserveres særlige eftermiddagstider til spillere med et højt golfhandicap. Så kan nye nemlig gå og spille med hinanden uden frygt for at sinke spillet og uden frygt for at føle sig dårlig.

Et andet tiltag er at tilbyde opfølgende træning for sidste års prøvemedlemmer. Så kommer de godt i gang med deres første rigtige sæson i klubben og får opfrisket de trænertips, de fik i prøveperioden. Denne ekstra træning er putting, det korte spil, og det lange spil. Til den første (putte)træning var der mødt 27 ivrige og forventningsfulde nye op. De fik undervisning i en time af vore tre dygtige trænere, efter at Lasse havde budt velkommen (billedet).

I maj kommer så et tredje tiltag med fem gratis træninger for højhandicappere.

”Det tilbud henvender sig til de spillere, der endnu mangler lidt træning for at kunne tage et skridt ned i handicap og dermed mærke, hvor meget sjovere det er, når flere og flere af ens slag lykkedes”, fortæller Freddy Brix fra udvalg for prøvemedlemmer.

Her kan du læse mere om weekendspil for medlemmer med handicap over 36.

Her kan du læse om kaninmatcherne, der er for begyndere og finder sted hver mandag eftermiddag/aften helt frem til og med september.

Her kan du læse mere om tilbuddet til nye prøvemedlemmer her i foråret 2019.