Idrætspris til Rehab-golf i Roskilde

Med klapsalver og 15.000 kr. i gevinst repræsenterede Hans Møllegaard Roskilde Golf Klubs Rehab-afdeling og blev kaldt op på scenen, da der var uddeling af en idrætspris i Roskilde Kongrescenter i forbindelse med Roskilde Kommunes ”Frivillig fredag” den 28. september.

Det er endnu et skulderklap til de frivillige i klubben, der tager sig af de lige nu 22 rehab-spillere, der hver fredag slår bolden i hul så godt de nu kan som et led i genoptræningen af personer med svære funktionelle handicaps, ofte neurologiske handicaps.

”Pengene kommer et tørt sted, da vi nu er oppe på hele 22 spillere, hvoraf de 12 ikke kan klare sig uden et køretøj. Lige nu har vi kun ni scootere, og et par stykker af dem trænger til reparation. Nu må vi se, om der med prisen bliver råd til endnu en brugt scooter”, fortæller Svend Erik Skarsholm, der også var med til prisoverrækkelsen.

På billederne er det formanden for kommunens kultur- og idrætsudvalg, Claus Larsen, der overrækker prisen.