Lidt om sekretariatets åbningstider

Kære golfspillere,

Som I alle ved – og nogen måske har glemt – så stoppede Helle her i sekretariatet i vinters.

Dengang annoncerede vi her fra sekretariatet, at det ville blive en lidt ”hård sæson” for os i sekretariatet (Tina og undertegnede), og at man nok måtte påregne et lidt lavere serviceniveau i sæsonen 2018.

Vi får vores bogføring udført ude i byen, og i løbet af efteråret vil vi konkludere om den fremtidige bemanding i klubben. Vi har ikke ønsket at ansætte en afløser for Helle, før vi har et præcist overblik over, hvordan de forskellige opgaver kan løses fremover. Her tænker jeg naturligvis på optimal omkostningsstruktur i forhold til løsning af opgaverne.

Der er mange muligheder i spil. Der er ansatte, leverandører i byen, hjælp fra Restaurant Birdie og ProShoppen, frivillige mv.

Vi er klar over, at der har været et lidt lavere serviceniveau i den første halvdel af sæsonen, som nu er gået, men alt i alt synes vi det er gået fint efter omstændighederne.

Vi har måttet ty til et par lukkedage (2 mandage i juli hvor travlheden ikke er så stor som i juni og august), og der er situationer, hvor der ikke er betjening i sekretariatet pga. af møder mv., men det har været meget begrænset. Vi har da også normalt åbent et par timer længere end de skemalagte fra 9 til 15.

Vi har – indrømmet – hørt et par ”sure” kommentarer til ovenstående, men i det store hele er det vores opfattelse, at stort set alle har forståelse for situationen her i 2018.

Når sæsonen 2019 starter, så vil der være afklaring af serviceniveau / åbningstider i sekretariatet. Forhåbentlig vil der også være en omkostningseffektiv løsning.

Det er jo desværre sådan, at der kun er et sted at hente pengene til medlemsservice – og det er kontingenterne.

Husk derfor altid at tænke ”hvad vil jeg give for at have den og den service til rådighed”.

En golfklub som vores kan i princippet drives som en ren selvbetjeningsklub (Alt fikser man på hjemmesiden og pr mail) og den kan drives med fuld personlig service i klubben noget nær 24/7. Forskellen i kontingent på de nævnte to scenarier er selvfølgelig stor – og vi vil naturligvis ligge et sted mellem de nævnte ”yder-scenarier”. Imidlertid er det vigtigt, at vi få planlagt dette, således at balancen passer alle vores medlemmer bedst muligt.

Fortsat god golfsæson derude i varmen.

Hilsen

Sekretariatet