Allan og Majken stopper til årsskiftet

Roskilde Golf Klubs populære forpagterpar i Restaurant Kontoret har truffet en stor beslutning i deres liv.

2017 bliver deres sidste år som restauratører i klubben – og måske skifter de helt branche. Det vil det kommende hele og halve år vise.

De kører kontrakten færdig og holder alle aftaler omkring åbningstider og bookede arrangementer, men fra årsskiftet 2017/18 er det slut.

Bag beslutningen gemmer der sig mange følelser, men i høj grad også nye prioriteringer i livet – og parret vælge at fortælle åbent om det for at undgå rygter.

”Det er en sund og god klub med vaner og traditioner, der gør det muligt at have en ganske udmærket forretning. Jeg havde måske en idé om, at det ville tage et års tid at få vendt stemningen og få kunderne tilbage, men det tog kun 3-4 uger, så vi er blevet rigtig godt modtaget,” fortæller Allan Jensen.

Sygdom i familien

Begrundelsen for beslutningen ligger dermed et andet sted.

”Det er sket det, at vi har fået alvorlig sygdom tæt ind på livet i vores nærmeste familie, og udover at det rokker ved vores prioriteringer, så har det i hvert fald for mig fået mine øjne op for, at det nu er tid til at være der for familien, noget jeg må erkende har været en mangelvare i mit liv hidtil.”

”Jeg har levet lidt som en ungkarl i et ægteskab og har alt for mange gange været på arbejde i stedet for at være til stede ved arrangementer og andre vigtige ting i familien. Alvorlig sygdom i vores familie har gjort, at vi har fået talt om, hvad vi fremover vil med vores liv,” siger Allan.

Fremtid med færre timer

Ingen tvivl om, at arbejdstiden i golfklubben har været mere end 37 timer – men Allan vil nødigt have, at der bliver lavet en kobling til noget utilfredshed.

”Vi har selv valgt det, og der er jo også private arrangementer, vi kunne have sagt nej til. Men når det er sagt, så går vi begge nu efter en fremtid, der ikke indeholder lige så mange timer og som også rummer mulighed for fleksibilitet i forhold til vores muligheder for at tage os af familien,” siger Allan, der endnu ikke aner, hvad han og Majken vil kaste sig over i fremtiden. Det kan være inden for branchen, men det kan også være uden for.

Trist besked

I klubben har Allan og Majken fået mange rosende ord fra dag 1, og i klubbens spørgeskemaundersøgelse, ”Golfspilleren i centrum”, har mad og service i restauranten fået tårnhøje karakterer. Klubformand Kim Møller Behrend lægger da heller ikke skjul på, at både bestyrelsen og han selv personligt er utroligt ked af, at forpagterparret stopper.

”Allan og Majken har mere end nogle andre bidraget til, at den gode stemning i klubben er kommet tilbage. De har været med til at ændre den radikalt, og det beviser på mange måder, at forpagterparret er en af de vigtigste positioner i vores klub.”

Bestyrelsen vil i løbet af foråret/sommeren sætte gang i en proces med en ny udbudsrunde for at finde en ny, god forpagter – men skal lige fordøje beskeden, som de hverken havde regnet med eller håbet på.

På billedet står Allan og Majken sammen med Laura og Maja.