Elitens træningstur til Tyskland – nu med video

Af Tutter Blume, elite- og sportsudvalgets ”kommunikationsminister”

2017-04 RGK Elite Tyskland 04I den forgangne weekend (31/3-2/4 2017) var eliten på sin årlige træningstur, der igen gik til det fantastiske golfanlæg i Gut Kaden Golf und Land Club Hamburg. Anlægget er en mesterskabsbane, der ligger naturskønt og har 3 ni-hullers sløjfer, der er meget udfordrende.

Deltagerne mødte spændt op tidligt fredag morgen, og så kørte vi ellers sydpå. Foruden elitetruppen med holdkaptajn Gerhard Klaschka og spillende holdkaptajn Andrea Lima, vores spillende chefpro Lasse Frölich og spillende pro Martin Hansen, deltog Torben Madsen, som er bestyrelsesansvarlig i elite- og sportsudvalget, og Michael Donstrup fra bestyrelsen som leder og hjælper med fragten af al golfudstyret.

Målet med træningsturen er både at få godt gang i sæsonen og at skærpe spillernes sportslige præstationer samt at ryste truppen sammen rent socialt. Det lykkedes på alle måder!

Efter ankomsten og check-in fredag blev træningsanlægget straks taget i brug. Vi var også så heldige at få lov til at gå en 9 hullers runde fredag eftermiddag, selv om det ikke var en del af det program, der var betalt for.

Lørdag var der stationstræning om formiddagen med tre stationer á en halv time, hvor Lasse instruerede bunkerslag, Martin instruerede pitch/ indspil, og vi selv trænede på puttinggreen. Om eftermiddagen gik vi en 18 hullers runde på sløjfe C og B i hold, der var sat på forhånd. Som traditionen byder, klapper de først ankomne de efterfølgende hold ind, når de dukker op ved green på hul 18, der ligger på en lille ø foran klubhuset. Det er super hyggeligt.

I år var der dog et lille dramatisk højdepunkt, for da Lasses hold som et af de sidste hold ankom, blev der råbt ”FORE” for fuld kraft. Alle ved green kastede sig straks bag om bag træer osv. Lasses hold kom så skraldgrinene ind. Vi lader det herefter være usagt, hvem der stod for ”underholdningen”, men det blev der grinet meget ad.

Søndag gik vi en runde på sløjfe A og B i nye hold, og så gik turen ellers hjemad igen. Alle var godt trætte og glade for en udbytterig weekend.

Nu er vores elite klar til at give den fuld gas i Danmarksturneringen og gøre opmærksom på Roskilde Golf Klub!

Vi vil gerne sige en stor tak: Tak til alle spillere for positiv og engageret deltagelse på turen. Vi kan i klubben være stolte af vores elitespillere, og navnlig vil jeg fremhæve juniorerne, der er eksemplariske med deres engagement i træningen, deres pli og hjælpsomhed. Tusind tak til Gerhard, Torben og Michael, der sørgede for, at turen igen i år blev en fantastisk oplevelse. Tusind tak til vores unikke trænerteam, Lasse og Martin, som skaber en fantastisk holdånd. Den største tak går til klubben som giver elitespillerne denne mulighed. TAK!

Kasper Greve:

Andreas´ mirakelslag: