Den årlige holdturnering for klubbens sponsorer

Fredag den 4. september havde RoGK inviteret sine sponsorer til den årlige sponsormatch.

Efter hård kamp og stor spænding var der ”dødt” løb om 2. og 3. pladsen.

CH. Ejendomsservice APS brugte et par slag mindre end Roskilde Vinduescenter, og blev en flot nr. 2, mens Roskilde Vinduescenter blev en flot nr. 3.

Ingen kunne dog true det suveræne vinderhold fra anlægsgartnerfirmaet, F. J. Poulsen, der præsterede 112 stableford point for de to bedste scorere på holdet.

 

På denne 1. fredag i september, havde 23 af klubbens sponsorer sagt – ja tak til invitationen og stillede med hvert sit hold.

Kl. 7.30 fik holdkaptajnerne udleveret deres holdkort og sidste års vindere, Jyske Bank, afleverede en meget velpudset ”THE CLARET JUG” vandrepokal.

Næstformand, Torben Madsen, bød velkommen og informerede til de 92 fremmødte spillere om dagens program.

Under morgenmaden blev der også tid til at klubbens chefgreenkeeper, Nick Bosholdt, orienterede om greenkeeperstabens fantastiske arbejde på banen, der også på denne dag stod fantastisk.

Efter morgenmaden og diverse former for opvarmning, gik de mange spillere ud på banen, og gjorde sig klar til dagens gunstart.

Matchen, som blev afviklet som en holdmatch, blev skudt i gang kl. 9.30.

I den dejlige sensommer sol, blev der dagen igennem vist fremragende golf og spændingen forblev også intakt til sidste bold var slået.

En del af holdene erkendte dog efterfølgende, at der stadig var plads til forbedring af golfspillet.

Efter matchen blev der serveret en dejlig frokostbuffet, hvor klubbens formand, Kim Møller Behrend, rettede en stor tak til de fremmødte gæster, og specielt takkede han vores sponsorer for deres uvurderlige støtte og opbakning til klubben.