Træner-Martin skifter klub

Til foråret skal protræner Lasse Frølich have ansat en ny makker. Martin Hansen, der har været i Roskilde Golf Klub i fire år, skifter nemlig klub. Fra årsskiftet skal Martin være cheftræner i Ledreborg Palace Golf.

”Jeg glæder mig naturligvis til at møde nye mennesker og nye opgaver – og frem for alt at stå på egne ben. Men det bliver også mærkeligt at skulle væk fra alle de medlemmer i Roskilde Golf Klub, som jeg har haft så meget med at gøre,” siger Martin, der tidligere også har været træner i Sydsjællands og Næstved Golfklub. Privat bor han i Næstved.

Lasse Frølich fortæller, at han arbejder på at finde en afløser for Martin. Der er ikke noget på plads endnu, men målet er, at den nye tiltræder til forårssæsonen.

Inden turen til Ledreborg skal Martin et smut til Grækenland. Tirsdag i denne uge vandt han nemlig Danmarksmesterskabet for protrænere og har dermed kvalificeret sig til Europamesterskaberne, som finder sted i Grækenland 20-24. november.