Flot generationsmatch med 42 deltagere

Årets ”Generationsmatch” blev afholdt søndag den 3. september 2017 i den skønneste solrige og vindstille efterårsdag. Rammerne kunne ikke være bedre. 42 tilmeldinger (altså 21 hold) var registreret til gunstart kl. 9.

Johannes og jeg (med hjælp fra Emil, Jan og Jakob) hejste flaget kl. 8 og herefter ankom deltagerne. Der blev hurtigt fyldt op på driving rangen og slagene justeret ind til kamp.

Der var samling og uddeling af scorekort på puttinggreen kl. 8.30. Vi gennemgik reglerne for ”greensome” (alle driver, bedste bold vælges af hver makkerpar, og en bold spilles derefter på skift). Vi startede på hul 10-18 og hul 1.

Alle kom mere eller mindre samtidig tilbage i klubhuset ca fire timer efter start, sultne og spændte på resultatet.

Bo Østergaard havde sponsoreret gaver fra sit firma (Turner; Cartoon Networks, CNN, TNT, Boomerang) i form af bluetooth højtalere, caps, pastiller, linealer, kuglepenne, m.m. Derudover sponsorerede Allan/Majken fra Restaurant Kontoret 24 flasker ”Underpar” energidrikke. 1000 tak til dagens sponsorerer, der sikrede, at vi havde præmier af uddele.

Inden spændingen med præmierne skulle afsløres, serverede Restaurant Kontoret et fantastisk flot tag-selv frokostbord til deltagerne. Her var laksesalat, flere lækre salater, oksesteg, flæskesteg og kartofler m.m. Og der blev gået til den, da ikke mindst juniordeltagerne har stor appetit. Frokosten blev indtaget på terrassen, da det flotte solskinsvejr fortsatte hele dagen.

Da sulten var blevet stillet, udløstes spændingen med hvem, der havde scoret flest point.

  • 1. præmien gik til Vinni/Nicklas Smith med 43 point
  • 2. præmien blev delt mellem Kim/Emil Lyseen og Søren/Johannes Frøsig med hver 42 point

Der blev klappet af vinderne og slutteligt lød en stor klapsalve til Allan/Majken og Restaurant Kontoret for den lækre frokost.

Tak for en vellykket Generationsmatch 2017. Håber vi kan gentage successen næste år.

Søren Frøsig Rasmussen

Dagens matchleder og formand for ungdomsudvalget