Fra koldt til tørt på fairways – bedre græs på vej

Hvorfor smider I sand og jord på fairway lige nu – det tager godt nok lang tid, inden græsset gror op igen?

Spørgsmål i den stil kommer i øjeblikket til chefgreenkeeper Nick Bosholdt, efter at der blev topdresset på fairways på hele banen. Der blev kørt en fin blanding af kompost, sand og en smule ler ud på alle fairways, og tanken er naturligvis at sikre, at fairways i Roskilde Golf Klub bliver endnu bedre med stærkt, holdbart græs, der er lækkert slå bolde fra – og som holder kvaliteten længere i sæsonen.

Det er tre uger siden, der blev topdresset, og under normale forhold ville græsset have taget så meget fat, at græsset i dag ville være vokset godt op. Sådan gik det ikke – der går lidt længere tid, inden forbedringen viser sig, men den skal nok komme, lover Nick.

”I år har vi flyttet topdressingen af banen tre uger længere frem på foråret, end vi gjorde sidste år, fordi varmen gerne skulle forkorte tiden, hvor topdressingen er til gene i forhold til spillet. Men vejret har jo drillet. Det kolde vejr har varet meget længere end normalt, så græsset er først begyndt at vokse i sidste uge”, siger Nick, der godt kunne bruge, at den nuværende varme bliver suppleret af lidt regnvejr for at det skal blive helt perfekt.

Der er flere mål med topdressing:

  • Græsplanterne bliver stærkere
  • Jorden holder bedre på vandet og banen tørrer derfor ikke så hurtigt ud
  • Sæsonen med gode fairways bliver forlænget
  • Der er bedre kontakt til bolden, når vi slår

Der bliver topdresset en gang om året – altid i foråret.