Fantastisk lørdag: To oprykninger – herreholdet i 1. division

Opdateret søndag aften: Klubbens 1. hold sikrede sig lørdag den 3. september oprykning til landets næstbedste række 1. division.

Oprykningen blev sikret i Greve via en helt utrolig spændende oprykningsmatch mod Asserbo, der var en suveræn vinder af den anden pulje i 2. division øst.

Holdet vandt matchen 11-7. Efter formiddagens foursome havde holdet bragt sig solidt foran 6-0, men stillingen var 8-6, da Rasmus Olskær på hul 18 sænkede et fantastisk put og vandt sin kamp. Dermed kunne Roskilde ikke hentes uanset udfaldet af den sidste kamp, og holdkammeraterne kunne derfor bryde ud i jubel.

– Spillerne var naturligvis ellevilde, fortæller holdkaptajn Morten Werner Thomsen, der også beretter om både spænding og fantastisk god golf undervejs i kampen.

– De to singler, vi vandt, og den ene, vi fik uafgjort på, blev alle vundet på 18. hul – blandt andet vandt Martin Hansen med en score på fem under par. Det siger noget om det flotte spil, der blev leveret på dagen.

At herreholdet overhovedet kom så langt som til slutspillet, det var ingenlunde givet i løbet af sæsonen. Tidligere år er holdet ikke kommet i slutspillet, selv om de kun tabte en enkelt kamp, men i år var de i en pulje, hvor alle slog alle, og hvor Roskilde endte med tre sejre, to nederlag og en uafgjort. Slutspilspladsen blev vundet i sidste puljespilleweekend, hvor holdene slog hinanden på kryds og tværs. Roskilde var i pulje med København, Royal og Rungsted.

Herunder kan du se situationen med det afgørende put af Rasmus Olskær, optaget af Martin Nicki Pedersen:

Du kan se resultaterne fra kampen mod Asserbo under fanen ”Resultaterne 1. holdet”.

Roskilde Golf Klub fik samme dag endnu en oprykning i hus, idet klubbens seniorer ligeledes sikrede sig oprykning til 1. division. Flot af seniorerne, der har spillet stabilt hele turneringen igennem. Stort tillykke til holdet.

Her kan læse referatet fra seniorholdets kamp – også her var det meget spændende.

Også herrernes 2. hold har tidligere på sæsonen sikret sig oprykning til 3. division.

Ovenstående flotte resultater er opnået via godt spil, stor træningsflid, god klubånd af alle spillerne samt et flot stykke arbejde af klubbens to trænere, Lasse Frölich og Martin Hansen med god støtte af holdkaptajn for 1. holdet, Morten Werner Thomsen, for 2. holdet Johnny Mannich Nielsen og for seniorerne Jan Birger Nielsen.