Kæmpe ros til restaurant, træning og bane

2016-05 Greenkeeperne 3Den første spørgeskemaundersøgelse blandt klubbens medlemmer i 2016 viser fantastiske resultater, som kok Allan Jensen, træner Lasse Frølich og greenkeeper Nick Bosholdt kan være meget stolte over. Hertil kommer, at også sekretariat og bestyrelsen modtager flotte anmeldelser.

Den helt store topscorer er restauranten, som har fået en stigning i vurdering ud over det sædvanlige.

På en skala fra 1 til 10 er restauranten steget fra 5 sidste sommer til ca. 9 nu – og dykker man ned i tallene kan man se, at der er topkarakter på alle områder lige fra madens kvalitet og service til åbningstider, udbud og prisniveau. Forpagterparret Allan og Majken Jensen har sammen med deres personale virkelig indtaget Roskilde Golf Klub.

2016-05 Martin Hansen træningOgså klubbens trænerstab får virkelig gode scorer. Her er der ikke sket forbedringer, men det skyldes alene, at niveauet i forvejen var virkelig højt. Tallene er på 9 eller højere. Trænerne scorer særligt højt på, at de er teknisk dygtige, at de er opmærksomme og servicemindede og at ”de forbedrer mit golfspil”.

Fagligt, dygtige unge medarbejdere
Klubbens formand, Kim Møller Behrend, er naturligvis glad for resultaterne.

– Det gør mig stolt, at det er lykkedes at lave et generationsskifte med nogle medarbejdere, som leverer nogle meget flotte resultater. Både Lasse og Nick har taget stort ansvar. De er dygtige, og de bruger deres faglighed på den helt rigtige måde. Det er ikke altid helt nemt, når de er så forholdsvis unge, og vi er mange, der er 50+, men de snakker os ikke bare efter munden og forsøger at ”please” os, De holder fast i deres faglighed og leverer gode resultater, siger Kim Møller Behrend.

– Omkring restauranten så har Allan fået berettiget meget ros. Det vigtigste for os er ikke præcis, hvad restauratøren hedder, men at det er en, der vil klubben og medlemmerne. En, der vil lytte til os og som kan rumme, at vi er forskellige. Der er forskel på ønskerne fra juniorerne, de ældre, herrer og damer, så det er ikke altid helt nemt. Men det skal være dejligt at komme der, og det er det heldigvis også. Restauranten er centrum for meget af det sociale liv i klubben, siger Kim.

Håber, at alle vil svare
Spørgeskemaundersøgelsen bliver gennemført tre gange om året, hvor en tredjedel medlemmer bliver spurgt hver gang. Næste gang bliver her i juli, og både bestyrelse og klubbens daglige leder opfordrer medlemmerne til at bruge de 10 minutter, det tager for at besvare spørgsmålene. Denne gang har 154 ud af 396 svaret – det er 39 procent.

– Det er et utroligt vigtigt værktøj for os. Det er her, medlemmerne bliver hørt, og de svar, der kommer, bliver taget meget alvorligt, så vi vil meget gerne have så høj en svarprocent som overhovedet muligt. Man kan sige, at det er en form for hjælp til selvhjælp, for der kommer kun til at ske noget, hvis man som medlem gør opmærksom på mulige forbedringer, siger Anders Schnack, der tiltrådte som daglige leder den 1. maj.

Han er dermed ikke selv blevet vurderet i denne omgang, og kan derfor roligt sende rosen omkring sekretariatet videre til de to øvrige medarbejdere, Helle og Tina. Sekretariatet går 1,3 op i karakter i forhold til sidste sommer og ligger nu på 9,0.

Også bestyrelsen får en pil op for sin indsats – både i form af rosende kommentarer, men også i tallene, hvor der er en stigning på 0,9 til 8,1. Der er dog også kritiske kommentarer, fx mener nogle medlemmer af klubber i klubben, at bestyrelsen har taget initiativer, som besværliggør det for klubber i klubben. Andre kommentarer handler dog om det modsatte – at klubber i klubben fylder for meget.

2015-09 banen 78Forbedringer – særligt omkring alkohol, rygning og adfærd
Informationsniveauet i klubben stiger også – 1,6 til 8,4, så alt i alt er det en fantastisk første måling i 2016.

Selve banen får ros for at være velplejet. Der er bemærkninger om rough og dræning, men generelt får banen og dermed greenkeeperne høje karakterer.

Der er dog også enkelte torne på busken. Altså områder, hvor Roskilde Golf Klub ligger lavere end landsgennemsnittet, og det er fx flow på banen, mulighed for at få spilletid og klubbens træningsfaciliteter.

Mange kommer også med kommentarer, og her er det alkohol, rygning og støjende adfærd, der først og fremmest bliver kommenteret.

Eksempler på kommentarer omkring alkohol, adfærd og rygning

  • ”Overvej muligheden at flytte “Rafle – spillerne – øldrikkerne” til et mere afsides sted. Det er rigtig ubehageligt, at man mødes med disse mennesker i halvt beruset tilstand. Dette klæder ikke Roskilde Golf Klubs image, som langt af vore fleste medspillere forsøger at værne om”
  • ”Der er fortsat et for stort alkoholforbrug i klubben blandt en mindre gruppe medlemmer, som desværre er meget dominerende – på en negativ måde. Det opleves, at disse medlemmer kører derfra i bil, uden tvivl i påvirket tilstand”
  • ”Ærgerligt, at vores dejlige klub stadig har dårligt ry pga en gruppe golfspilleres umådeholdne alkoholindtag samt klubber, som det er svært at blive optaget i”
  • ”Alkohol på/i rygeterrassen er et problem for klubbens image. Der er en golfklub – ikke et værtshus/bodega”
  • ”Jeg er meget utilfreds ryge/øl/raflemiljøet i glasverandaen. Det giver et dårligt indtryk af klubben – både for mig og gæster udefra. Det hører ikke hjemme i en golfklub”
  • ”Rygekulturen i Roskilde Golf Klubber totalt uacceptabel og ude af trit med tiden. Rygekupeen bør nedlægges (og evt. inddrages til udvidelse af restauranten)”

Andre kommentarer handler om, at det bør være nemmere at få tid, ikke mindst lørdag og søndag morgen/formiddag. Nogle nævner, at det er irriterende, at man skal bestille tid, mens andre synes, det er godt, at der nu er obligatorisk udskrivelse af scorekort, så banens tider udnyttes optimalt.

2016-05 Infomøde 01Dialog frem for diktat
Klubbens bestyrelse behandler hele spørgeskemaundersøgelsen på første møde efter sommerferien.

– Men det bliver ikke bare sådan, at vi fra bestyrelsen vil melde en konklusion ud. Vi har naturligvis vores egne holdninger og er også klar til at træffe beslutninger, men for mig er det vigtig, at beslutninger er funderet i klubben, så vi ikke bare kommer med diktater. Dialog er vigtig, så det handler om, at vi får snakket sammen – om det så er på gå-hjem møder eller anden form for dialog, det må vi finde ud af.

– I første omgang er alle meget velkomne til at ytre sig – det kan fx være på klubbens lukkede Facebook gruppe, ”Roskilde Golf Klub – fra medlem til medlem”, siger formanden.

Positive ord
Og skulle vi så ikke slutte af med nogle af de positive kommentarer:

  • ”Synes, klubben har løftet sig markant det sidste år, og samlingspunktet i klubben, restauranten, har medvirket. Tak. Men også en bestyrelse, som har lyttet og brugt medlemmernes input”
  • ”Tak og ros til bestyrelse og medarbejdere. I gør det supergodt!”
  • ”Ros til alle de frivillige, som gør klubben til et godt sted at være”
  • “Gode greenkeepere, god restaurant, god Proshop, godt sekretariat, og nu må vi så se, om den nye leder kan leve op til dette 🙂 – hvad mere kan man forlange”
  • “Skiftet af restauratør i klubben har hjulpet rigtig meget, stemningen er god nu og servicen i top. Dejlig mad og dejligt med blomster og pynt på bordene”