Mandag er sidste frist for at besvare medlemsundersøgelse

Via Dansk Golf Union har Roskilde Golf Klub sat en medlemsundersøgelse i gang, kaldet “Golfspilleren i centrum”. Ca. en tredjedel af klubbens medlemmer bliver spurgt i denne omgang, resten kommer senere på året.

Fristen for medvirken i første runde er mandag den 23. maj – og klubben vil være taknemmelig for, at så mange som muligt, der har modtaget en mail omkring undersøgelsen, går ind og deltager. Der skal gives karakter for en række udsagn omkring klubben og banen – og der er også mulighed for personlige kommentarer.

Herunder kan du se nyheden, hvor spørgeskemaundersøgelsen blev beskrevet.

Hvordan synes I, det går? Spørgeskemaer på vej ud

Alle medlemmer af Roskilde Golf Klub bliver én gang om året stillet en række spørgsmål om klubben.

Næste gang er midt i maj, hvor ca. en tredjedel af os modtager en mail fra ”Golfspilleren i Centrum”, som er Dansk Golf Unions spørgeskemasystem. Det bliver ikke alene brugt over for medlemmerne, men også over for vores gæster, som efter hvert besøg også modtager en mail med nogle spørgsmål. Svarene på disse skal gøre det synligt for klubben, hvad der fungerer og hvad der kunne blive bedre.

– Spørgeskemaerne er et uvurderligt redskab for os i bestyrelsen, for med så mange medlemmer og så mange gæster hvert år er det umuligt at følge med i, hvad der går godt og hvor det måske halter lidt – med mindre vi går lidt systematisk til opgaven. Selv om vi er meget i klubben, har vi ikke fingeren på pulsen inden for alle områder og medlemskategorier. Det er via spørgeskemaet, vi opdager, hvis der er områder, vi skal kigge lidt nærmere på, fortæller formand Kim Møller Behrend.

Han opfordrer derfor flest mulige til at svare på disse spørgsmål, når de kommer på mail.

Spørgsmål i maj, juli og september

Næste gang er omkring den 10. maj, hvor en tredjedel af klubbens medlemmer får en mail, de har 14 dage til at svare på. Midt i juli følger den næste tredjedel og resten af medlemmerne bliver spurgt omkring den 20. september.

Derudover er der tre andre grupper, der bliver spurgt:

  • Gæster – alle modtager en mail få dage efter deres besøg
  • Nye medlemmer – alle bliver spurgt ca. to måneder efter de er blevet meldt ind
  • Udmeldte – alle udmeldte bliver spurgt ca. otte dage efter deres udmeldelsesdato

– Vi er interesserede i at høre alle fire parter, for kun på den måde kan vi hele tiden udvikle os og sikre vores medlemstal og indtægter – men ikke mindst en god golfoplevelse for alle, siger Kim Møller Behrend.