Stor interesse for stillingen som daglig leder

Fristen for ansøgning til jobbet som daglig leder af Roskilde Golf Klub udløb 28. februar. Og ikke færre end 25 har søgt stillingen.

Nu går et ansættelsesudvalg i gang med at læse ansøgningerne igennem, og håbet er, at udvalget kan gennemføre samtaler og finde den rigtige i løbet af marts, så den nye, daglige leder forhåbentlig kan starte 1. maj.

Ansættelsesudvalget består af Kim Møller Behrend, Jens Krøis og Torben Madsen fra bestyrelsen samt Helle Nørregaard Holmquist fra sekretariatet.

Den daglige leder får en lidt anderledes rolle, end da stillingen hed ”golfmanager”.

– Vores nye, daglige leder skal først og fremmest være med til at styrke frivilligheden i klubben. Han/hun skal kunne arbejde med netværk, skabe dialog og sikre, at det frivillige arbejde fortsat er grundstenen i Roskilde Golf Klub. Det skal være en person, der er god til at samle, men som også kan tage den svære samtale, når det er nødvendigt, siger formand Kim Møller Behrend.

Andre personalenyheder
Tina Donstrup, der har været vikar i sekretariatet siden sidste sommer, fortsætter i sekretariatet to dage om ugen med hovedvægten på medlemsservice.

Desuden er der lavet en aftale med Henrik Overgaard Pedersen om at fortsætte arbejdet med den nye hjemmeside og kommunikation. Den aftale gælder foreløbig til udgangen af juni.

– Tina har vist sit store værd i sekretariatet og for klubben i den tid, hun har været vikar, og vi har brug for fortsat at holde fokus på medlemsservice, så derfor er vi glade for at beholde Tina. Og omkring arbejdet med hjemmesiden så sørger vi nu for, at den fortsat udvikler sig og bliver holdt ved lige, så den bliver centrum i al vores kommunikation fremover. Jeg ser gerne, at vi finder frivillige, der vil hjælpe med at lave omtaler af arrangementer i klubben, tage billeder og lignende, men vi har lige nu brug for en tovholder, lyder det fra Kim Møller Behrend.